Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Køge Kommune inviterer til markvandringer: Kom og hør mere om kommuneplan 2025 og kommende naturprojekter

Hvordan skaber vi mere sammenhængende natur i vores kommune? Nu inviterer Køge Kommune alle interesserede borgere med på markvandringer på to steder, som kan tjene som inspiration i arbejdet med at gøre fremtidens landskaber grønnere

Der er gang i arbejdet med at sikre bedre vilkår for naturen – på mange fronter.

Således er naturen vigtig i Køge Kommunes arbejde med både klimaplanen, den kommende Kommuneplan 2025 og i regi af Grøn Trepart Køge Bugt. Alt sammen indsatser, der kræver, at mange gode kræfter samles.

Derfor inviterer Køge Kommune nu alle borgere med på markvandring her i september måned på to helt særlige steder, der begge tjener som inspiration til at sætte naturen på dagsordenen:

- Jeg håber, at rigtig mange vil bruge en eftermiddag eller to på at gå med og høre mere om det arbejde for naturen, som er i gang på flere fronter. I forbindelse med Kommuneplan 2025 vil vi også afholde et borgermøde i begyndelsen af det nye år – men markvandringerne er altså en rigtig fin mulighed for både at få noget information og måske få sat nogle tanker i gang om, hvad man som borger selv kunne ønsker sig i forhold til, hvordan vi udvikler det åbne land, siger borgmester Marie Stærke.

Det praktiske – husk tilmelding

På de to markvandringer vil det være mulighed for at høre om arbejdet med grøn trepart, de vigtigste ændringer i kommuneplanen og visionerne for, hvordan Køge Kommune arbejder med fremtidens landskaber i forbindelse med klimaplanen.

Tid og sted for markvandringer:

23. september 2025 kl. 17-20 – Kimmerslev Møllebæk

Mødested: Borup Rensningsanlæg, Dyndetvej 7A, 4140 Borup

Her er 50 hektar tinglyst med deklarationer om drikkevandsbeskyttelse. Arealet er ejet af Danmarks Økologiske Jordbrugsfond. Der er igangsat et arbejde med Region Sjælland og Køge Kommune om at udvikle en helhedsplan for drikkevandsbeskyttelse, herunder multifunktionel anvendelse af det konkrete areal i Kimmerslev. Hovedformålet med projektet er rent drikkevand, men også natur, klimatilpasning og rent vandmiljø mv.

25. september 2025 kl. 17-20 – Vedskølle Å

Mødested: Fruedal Vandværk, Slimmingevej 4, 4682 Tureby

Her skal vandløbet restaureres. Formålet er at opnå en god økologisk tilstand på parametrene: Fisk, smådyr, planter og kemi. De redskaber, som bringes i spil, er genslyngninger, udlæg af groft materiale, samt hævning af vandspejl i underføringen under Slimmingevej, der for nuværende udgør en spærring for fisk og smådyr.

Praktiske oplysninger

• Sandwich og vand undervejs (husk tilmelding)

• Arrangementet er udendørs

• Praktisk påklædning og terrængående fodtøj, der passer til vejret

• Gåtur langs vandløb på ca. 1-1,5 km

Husk at sende tilmelding til markvandringer på hanne.stolz@koege.dk og skriv hvilken dag, du ønsker at deltage.

Giv feedback

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje