By- og Landdistriktspulje 2026
Køge Kommune åbner hermed for årets By- og Landdistriktspulje, der giver kommunens landsbyer mulighed for at søge om tilskud til forskellige projekter og aktiviteter.
Ansøgningerne behandles politisk af Køge Kommunes Plan-, Grøn- og Landdistriktsudvalg, som udvælger, hvilke ansøgninger, der får tildelt støtte fra puljen.
Formål
By- og Landdistriktspuljens formål er at understøtte lokale projekter og aktiviteter i Køge Kommunens landsbyer. Puljen er et værktøj til at fremme realiseringen af Køge Kommunens landdistriktspolitik, som blev vedtaget i 2016.
Hvem kan søge
Puljen kan søges af landsbylaug, borgerforeninger eller andre med relation til kommunens landsbyer og til det åbne land. Dette inkluderer alle landsbyer med op til 1.500 indbyggere, som fx Lellinge og Algestrup.
Ansøgningsfrist
Der er ansøgningsfrist fredag den 1. maj 2026.
Ansøgningerne sendes til tmf@koege.dk, att. Planteam. Skriv gerne ”by- og landdistriktspulje” i emnefeltet.
Projekteksempler
Der er ikke fastsat særlige projektkriterier på forhånd, da Plan-, Grøn- og Landdistriktsudvalget ønsker at tage konkret stilling til de enkelte ansøgninger.
Nedenfor er samlet en række eksempler på projekter og aktiviteter, der har fået midler fra puljen.
• Forskønnelse af fællesarealer, forsamlingshuse, gadekær mv.
• Etablering af bålfaciliteter, fællesarealer, shelters mv.
• Indkøb af fælles redskaber, udstyr, hjertestartere, borde-/bænkesæt, LED-belysning m.v.
• Fællesskabsdannende arrangementer som fx foredrag, koncerter, teater, udstillinger m.v.
Bemærk, at visse projekttyper – fx anlægsarbejder eller vedligeholdelse af offentlige arealer – normalt hører under andre budgetter.
Krav til ansøgningen
Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af projektet/aktiviteten, et budget og relevant kortmateriale (fx ved ansøgning om midler til en ny bygning).
Projekter, der tildeles støtte fra puljen, skal eventuelt tillades af kommunens Teknik- og Miljøforvaltning, før de må sættes i gang. Dette kan fx være i forhold til placering på offentligt areal, godkendelse efter naturbeskyttelsesloven, en byggetilladelse m.v.
Hvis et projekt får tildelt støtte fra puljen, er projektansøger selv ansvarlig for at indhente de relevante tilladelser før projektet eller aktiviteten gennemføres.
Forældelsesfrist
Der er en forældelsesfrist på 2 år for tildelte midler fra puljen.