Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Nyhedsbrev fra Grøn Trepart Køge Bugt, maj 2025

Arbejdet med at finde egnede arealer, der kan omlægges fra landbrug til natur, er i fuld gang rundt omring i kommunerne i Grøn Trepart Køge Bugt.

Omlægningen skal tage udgangspunkt i frivillige aftaler med lodsejerne, som allerede er inviteret til drøftelser i deres respektive kommuner eller på vej til at blive det.

Samtidig bliver der løbende taget stilling til mange aspekter af omlægningen, som fx:

  • Kan vi finde arealer, der kan give gevinster ud over at reducere kvælstofudledning?

  • Kan vi samtidig med de udpegede arealer tilgodese grundvandet?

  • Og kan vi arbejde for, at en del af de omlagte arealer kan åbnes for offentligheden og blive til rekreative områder?

For der er gang i en ambitiøs transformation af Danmark, og det er et arbejde, som ingen har prøvet før. Det er der heldigvis også mange fordele ved – for der er masser af plads til de gode ideer.

Grøn Trepart og beslutningerne
De 16 medlemskommuner for Grøn Trepart Køge Bugt er i fuld gang med at udstikke rammerne for arbejdet på politisk niveau. Mens nogle kommuner har lavet såkaldte ad hoc udvalg specifikt til den grønne trepart, arbejder andre videre i de vante kommunale udvalg.

For alle kommunerne gælder det dog, at det er i kommunalbestyrelse eller byråd, at de endelige aftaler om omlægningerne skal besluttes inden udgangen af året.

I Grøn Trepart Køge Bugt er det reelt et mindretal af kommunerne, der har lavbundsarealer at byde ind med. Flere af de mindre kommuner, som ikke har relevante arealer, arbejder i stedet med andre omlægninger af arealer til naturformål.

Dermed er der også forskel på, hvordan man bedst inddrager lodsejere og øvrige borgere. Mens nogle kommuner har mange lodsejere at indgå potentielt samarbejde med, har andre kommuner slet ingen – og det får selvfølgelig betydning for den indsats, der skal lægges i de enkelte kommuner.

Teknikerne og det gode samarbejde

Samtidig med at politikerne i Grøn Trepart Køge Bugt mødes og drøfter status og ønsker til samarbejdet, arbejder en række udpegede fagfolk fra forvaltningerne i den såkaldte teknikergruppe. Gruppen har ansvaret for at finde de konkrete arealer, som kan være interessante at arbejde videre med i samarbejde med de lodsejere, som måtte være interesserede i at lade deres jord omlægge fra drift til natur.

For mange af kommunerne i Grøn Trepart gælder det, at de er i tæt kontakt med deres nærmeste nabokommuner om løsninger. Ved at søge og finde løsninger på tværs af kommunegrænserne kan man øge sandsynligheden for at omlægge større sammenhængende arealer – og det har en tydelig positiv indflydelse på biodiversiteten.

  • Selv om Grøn Trepart har en bunden opgave i at udtage lavbundsjorde er det så fint at se, at der bliver skelet til, om vi kan få flere gevinster ud af arbejdet, fx til gavn for drikkevandet eller borgerne, som kan få adgang til flere rekreative områder. Det er et spændende arbejde, der kan tegne lovende for både naturen og for borgerne – og som selvfølgelig kun kan realiseres med engagement fra landbruget, som jeg har stor respekt for, siger borgmester Marie Stærke.

Torben Hansen, formand for landboforeningen VKST og repræsentant for Landbrug og Fødevarer i Grøn Trepart Køge Bugt

  • Man kan mærke, at alle parter er går ind i det her arbejde med et stort engagement og respekt for hinandens perspektiver. Og det tror jeg er det vigtigste udgangspunkt for at lave gode løsninger, som både er realistiske og klimavenlige. Jeg glæder mig til det fortsatte arbejde og ved, at mange lodsejere er spændte på at høre mere om de konkrete planer.

Kasper Monrad Møller er næstformand for Danmarks Naturfredningsforening i Stevns og repræsentant for foreningen i Grøn Trepart Køge Bugt

  • Der er stor nysgerrighed omkring den grønne trepart i mange af de sammenhænge, jeg bevæger mig i. Det vidner om, at interessen er stor, og at mange kan se det vigtige formål med arbejdet for natur og klima. Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde med kommunerne og Landbrug & Fødevarer.

Hvad sker der nu?

Ambitionen er, at Grøn Trepart Køge Bugt allerede inden sommerferien indsender skitseforslag til omlægninger ind til Naturstyrelsen. Næste møde er planlagt til den 20. juni 2025.

Tak fordi I ville læse med – vi glæder os til at følge op med meget mere fra Grøn Trepart Køge Bugt efter sommerferien.

Giv feedback

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Nyttige genveje