Skip til hoved indholdet
    Hjem Politik Byråd og udvalg Råd og nævn Arbejdsmarkedsrådets forretningsorden

Arbejdsmarkedsrådets forretningsorden

3. juni 2022

I henhold til kommissoriet for Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd fastsættes følgende forretningsorden.

Formål

§ 1

Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd, herefter omtalt som KKA, er nedsat af Køge Byråd til at rådgive kommunen og tage lokale initiativer på arbejdsmarkedsområdet.

Opgaver

§ 2

KKA varetager følgende opgaver:

a. KKA drøfter resultater og effekter af beskæftigelsesindsatsen og rådgiver kommunen om tiltag til forbedringer.

b. KKA drøfter sammen med kommunen en gang årligt en strategi for kommunens etablering af og opfølgning på anvendelse af virksomhedsaktivering, herunder nytteindsats. 

c. KKA kan igangsætte arbejdsmarkedsrettede initiativer indenfor de givne økonomiske rammer. 

d. KKA kan nedsætte udvalg og arbejdsgrupper og fastsætter selv sammensætning og kommissorium for disse. 

§ 3

Køge Kommune kan bevilge midler til KKA's arbejdsmarkedsrettede initiativer.

stk. 1 KKA udarbejder en årlig plan for de arbejdsmarkedsrettede initiativer.

stk. 2 Initiativerne drives af KKA

stk. 3 Kommunen administrerer bevillingen, herunder regnskabsføring og budget.

stk. 4 Bevillingen kan blandt andet anvendes til: 

    • initiativer med fokus på borgere, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet
    • initiativer med fokus på mobilitet på arbejdsmarkedet, fagligt og geografisk
    • egne møder og konferenceaktiviteter.

Sammensætning

§ 4

KKA medlemmer udpeges i henhold til kommissoriet af Køge Byråd og inviterede organisationer:

  • 2 medlemmer udpeget af Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget (EAU). Én fra hver valggruppe, heriblandt formanden.
  • 3 medlemmer udpeget af arbejdsgiver- eller brancheorganisationer
  • 3 medlemmer udpeget af lønmodtagerorganisationer
  • 2 medlemmer udpeget af erhvervsskolerne
  • 1 medlem udpeget af Danske Handicaporganisationer i Køge 

Medlemmer af KKA skal have en tilknytning til Køge Kommune.

Funktionsperiode

§ 5

Medlemmerne udpeges for en periode, der følger den kommunale valgperiode.

stk. 1 Hvis et medlem forlader rådet indenfor funktionsperioden, udpeger pågældende organisation et nyt medlem for resten af perioden.

Konstituering

§ 6

KKA konstituerer sig på første møde i en ny funktionsperiode.

stk. 1 EAU's formand er formand for KKA

stk. 2 Der vælges to næstformænd

stk. 3 Formand og næstformænd udgør KKA's formandskab, der sammen med sekretariatet forbereder rådets møder. Formandskabet kan træffe beslutninger på rådets vegne.

Møder

§ 7

KKA godkender en plan for årets mødeaktivitet, der forelægges senest på kalenderårets første møde. Der holdes op til fire ordinære møder årligt. Temamøder og ekstraordinære møder kan aftales

stk. 1  Afbud meddeles til sekretariatet.

stk. 2 Ved afbud kan et medlem lade sig repræsentere af en stedfortræder fra egen organisation. Sekretariatet orienteres inden mødet.

§ 8

Det lokale Beskæftigelsesråd følger nedenstående årsplan:

Senest 1. juli: KKA høres om kommunens beskæftigelsesplan

Senest 1. nov.: KKA drøfter på et seminar eller lignende det kommende års initiativer

Senest 23. dec.: KKA vedtager plan for det kommende års arbejdsmarkedsrettede initiativer

stk. 1 Forslag til beskæftigelsesplan og planen for den virksomhedsrettede indsats, skal udsendes til rådets medlemmer senest 14 dage forud for rådets møde.

stk. 2 Der kan indgås aftale mellem KKA og kommunen, om at forslaget til beskæftigelsesplan kan fremlægges for rådet og udsendes på andre tidspunkter end de angivne.

Sekretær- og konsulentbistand

§ 9

Kommunen yder sekretariatsbistand til KKA og stiller de oplysninger til rådighed, som er nødvendige for rådets arbejde.

stk. 1 Sekretariatsbistanden består i forberedelse og referat af møder i KKA og formandsskabet.

Udsendelse af dagsorden og referat

§ 10

Formandskabet fastsætter dagsordenen i samråd med sekretariatet.

stk. 1 De enkelte punkter på dagsordenen skal indeholde en kort sagsfremstilling med relevante bilag og en indstilling.

stk. 2 Hvis et medlem senest 14 dage forud for et ordinært møde skriftlig anmoder om behandling af en sag, sætter formanden denne sag på dagsordenen.

stk. 3 Dagsordener med bilag sendes som e-mail senest syv dage inden de ordinære møder.

stk. 4 En sag der ikke er på dagsorden kan ved mødets begyndelse sættes på, hvis der er enighed herom, eller hvis formanden og en af de to næstformænd finder, at sagen ikke tåler udsættelse, og dette tiltrædes af et flertal af rådets medlemmer.

Beslutningsdygtighed og mødeledelse

§ 11

KKA er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

stk. 1 Formanden og i dennes forfald en af de 2 næstformænd leder rådets møder. Mødelederen træffer bestemmelse i alle spørgsmål vedrørende forhandlingernes ledelse og iagttagelse af god orden under mødet. Mødelederen formulerer de punkter, om hvilke, der skal stemmes.

Habilitet og tavshedspligt

§ 12

KKA kan beslutte, at et medlems interesse i en sag gør at pågældende er udelukket fra at deltage i rådets forhandling og afstemning om sagen. Det pågældende medlem skal i givet fald forlade lokalet under behandlingen af denne sag. Medlemmet kan godt deltage i selve drøftelsen af og afstemningen om inhabilitet.

stk. 1 Et medlem skal underrette KKA, hvis der foreligger forhold, der kan give anledning til tvivl om pågældendes habilitet.

Afstemninger

§ 13

Medlemmerne kan kun deltage i rådets afstemninger, når de personlig er til stede.

stk. 1 Alle beslutninger tages ved flertalsafstemning.

stk. 2 Skønner mødelederen, at en sags udfald er så klar, at afstemning vil være overflødig, udtaler mødelederen dette med angivelse af sin opfattelse af sagens afgørelse. Hvis intet medlem herefter forlanger afstemning, kan formanden erklære sagen for afgjort i overensstemmelse med denne opfattelse. 

Referat m.v.

§ 14

KKA's beslutninger tages til referat af sekretariatet. Mødelederen tilkendegiver, hvad der skal indføres.

stk. 1 Ethvert medlem kan forlange sin afvigende mening tilført referatet. Dersom det pågældende medlem ved sagens fremsendelse ønsker at ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt, skal vedkommende meddele dette til mødelederen, der fastsætter en frist for aflevering af begrundelsen.

stk. 2 Sekretariatet sender referatet til medlemmer og suppleanter senest fem arbejdsdage efter mødets afholdelse. Medlemmerne har derefter frist på mindst fem arbejdsdage for at sende tilføjelser og rettelser til referatet. Endelig godkendelse sker på førstkommende ordinære møde. 

Ændringer af forretningsorden

§ 15

Ændringer i forretningsorden kan vedtages med almindeligt flertal på rådets ordinære møder.

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje