Høring
Forslag til Lokalplan 1123 - Herfølge Bjergby
Køge Byråd har den 16. december 2025 besluttet at sende forslag til Lokalplan 1123 – Herfølge Bjergby og tillæg nr. 15 til Kommuneplan 2021 i offentlig høring.
Du kan læse forslaget til lokalplan 1123 på lokalplaner.koege.dk: forslag til lokalplan 1123.
Her kan du også skrive et høringssvar, hvis du har bemærkninger til lokalplanforslaget og/eller til forslaget til kommuneplantillæg.
Du kan læse forslag til kommuneplantillæg 15 på kommuneplan.koege.dk: forslag til kommuneplantillæg 15.
Borgermøde
Der afholdes borgermøde den 20. januar klokken 17.30-19.30 i Lillesyd Forsamlingshus på Bjergvej 8 i Herfølge. På borgermødet bliver der mulighed for at høre om forslagene til lokalplan 1123 og kommuneplantillæg 15 og stille spørgsmål.
Alle er velkomne! Tilmelding bedes ske til eva.schoennemann@koege.dk.
Lokalplanforslaget
Køge Byråd godkendte i februar 2023 Helhedsplan for Herfølge Bjergby. Helhedsplanen danner grundlag for den fremtidige planlægning af Herfølge Bjergby og indeholder visioner om mindre biltrafik, øget biodiversitet, en mangfoldig beboersammensætning samt mulighed for at eksperimentere med nye materialer og nye måder at bo på.
Helhedsplanen omfatter arealer inden for en radius af 800 meter fra Herfølge Station på vestsiden af Lille Syd-banen.
I helhedsplanen inddeles Herfølge Bjergby i fire kvarterer: Lillesyd Kvarteret, Frøgrunden, Bjerggårdskvarteret og Skovkvarteret. Kvarterene bindes sammen af Fælleden, som er Bjergbyens grønne hjerte.
Lokalplan 1123 er byggeretsgivende for første etape af Lillesyd Kvarteret og Fælleden i den nordlige del af lokalplanområdet og rammelokalplan for Frøgrunden, Bjerggårdskvarteret og den øvrige del af Fælleden. Lokalplanen giver mulighed for opførelse af 123 boliger, kontor- og serviceerhverv samt offentlige formål, herunder en daginstitution og Lillesyd Friskole i første etape af Lillesyd Kvarteret.
Lokalplan 1123 er ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2021, og der er derfor udarbejdet kommuneplantillæg 15 sammen med lokalplanen. Det er en forudsætning for lokalplanens endelige vedtagelse, at tillægget vedtages.
Høringsperiode
Forslag til lokalplan 1123 og tillæg nr. 15 til Kommuneplan 2021 er i høring fra den 18. december 2025 til den 19. februar 2026.
Du kan give dit høringssvar til lokalplanforslaget og/eller forslaget til kommuneplantillæg på lokalplaner. ved at trykke på knappen Skriv høringssvar, når du er klikket ind på lokalplanforslaget.
Det er også muligt at sende høringssvar til tmf@koege.dk eller til Køge Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen, Torvet 1, 4600 Køge.
Vær opmærksom på at dit høringssvar, herunder dit navn og din adresse, bliver offentliggjort på lokalplaner.koege.dk, også hvis du sender det ind på mail eller med post.
Høringssvar skal være modtaget hos Køge Kommune senest den 19. februar 2026.
Når den offentlige høring er slut, beslutter Køge Byråd, om forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg skal vedtages endeligt. Alle høringssvar, som er indkommet i høringsperioden samles i en hvidbog, som fremlægges i forbindelse med den endelige vedtagelse. Vær opmærksom på at dit navn og din adresse bliver offentliggjort i hvidbogen.
Miljøvurdering
Lokalplan 1123 og kommuneplantillæg nr. 15 er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og konkrete projekter (VVM). Der er derfor foretaget en miljøscreening efter lovens § 10 med det formål at afklare, hvorvidt planerne forudsætter en miljøvurdering efter lovens § 8. På baggrund af screeningen vurderes det, at planerne forudsætter en miljøvurdering.
På lokalplaner.koege.dk kan du finde miljørapporten under overskriften Miljørapport når du er klikket ind på lokalplanforslaget.
Afgørelser truffet ved gennemførelse af miljøvurderingen kan jf. miljøvurderingslovens § 48 påklages efter reglerne i planloven. Se klagevejledning nederst.
Retsvirkninger
Når et lokalplanforslag er offentliggjort, træder de midlertidige retsvirkninger jf. planlovens § 17 i kraft. Det betyder, at ejendomme, som er omfattet af lokalplanforslaget ikke må bebygges eller udnyttes på en måde, der kan foregribe indholdet af den endeligt vedtagne lokalplan. Eksisterende lovlig anvendelse kan dog fortsætte efter offentliggørelse af lokalplanforslaget, også selvom det er er i strid med lokalplanforslaget.
Klagevejledning
Du kan klage over afgørelser truffet efter planloven jf. planlovens § 58. Din klage skal sendes til Planklagenævnet gennem klageportalen, som du får adgang til via naevneneshus.dk. Klagen skal indsendes inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af afgørelsen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, kan du sende en begrundet anmodning til Køge Kommune, som videresender din anmodning til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Hvis du vil indbringe en afgørelse for Domstolen skal det ske inden 6 måneder fra offentliggørelse af afgørelsen jf. planlovens § 62.
Forslagene til lokalplan og kommuneplantillæg er offentliggjort den 18. december 2025.
Informationer
Links
Abonnér på Høringsportalen
Har du lyst til at få opdateringer på høringer direkte i din indbakke? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvor vi løbende holder dig opdateret