Skip til hoved indholdet

Afgørelse

Lokalplan 1098 Værket ved Regnemark og VVM-tilladelse vedtaget

Kommune- og lokalplaner Tilbage

Køge Byråd har den 19. december 2023 besluttet at vedtaget lokalplan 1098 Værket ved Regnemark endeligt, at godkende en sammenfattende redegørelse på baggrund af miljøvurdering af planen og projektet samt meddele VVM-tilladelse til det nye vandværk

Tilbage

lokalplaner.koege.dk  under fanen GÆLDENDE LOKALPLANER kan du læse lokalplanen, den sammenfattende redegørelse og VVM-tilladelsen.

Lokalplan 1098 Værket ved Regnemark

Lokalplanens område er på ca. 36 ha og ligger mellem Regnemark, Lille Dalby og Bjæverskov. HOFOR A/S (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) ejer og anvender størstedelen af området til vandværk og tilhørende tekniske anlæg. De øvrige matrikler er private boliger i lokalplanområdet, der omsluttes af HOFOR’s matrikel og vandværksaktiviteter.

Lokalplan 1098 skal muliggøre nybygningen af vandværket ved Regnemark med centralt blødgøringsanlæg og nye driftsbygninger, som erstatning for det eksisterende vandværk. Det nye vandværk etableres desuden med UV-behandling af drikkevandet. Det eksisterende vandværk nedrives, når nyt vandværk er taget i drift.

Værket producerer ca. 20 % af HOFOR’s drikkevand og er af central betydning for forsyningssikkerheden i HOFOR’s forsyningsområder samt de tilstødende forsyningsområder, der aftager vand eller baserer sin forsyningssikkerhed på leverancer fra HOFOR. Nybygning af vandværket medfører et behov for en vandværksbygning på op til 18.500 m2 og med en

maksimal bygningshøjde op til 18,5 meter, samt sekundære driftsbygninger på ca. 750 m2.

Lokalplanens formål er at sikre, at området kan anvendes til tekniske anlæg til offentlige formål i form af vandværk, og at ny vandværksbebyggelse kan opføres med en bygningshøjde op til 18,5 meter. Lokalplanen fastlægger bestemmelser for bygningens udformning, materialevalg og placering af ny bebyggelse af hensyn til de beskyttede naturtyper, landskab og eksisterende offentlige stiforløb i området. Lokalplanområdet omfatter desuden nogle eksisterende tæt-lav-boligbebyggelser i området.

Miljøvurdering og miljøkonsekvensrapport (VVM)

Lokalplan 1098 er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). HOFOR har vurderet, at det ikke på forhånd ikke kan udelukkes, at det nye vandværk vil kunne få væsentlige virkninger på miljøet. Derfor har HOFOR anmodet om at projektet skal gennemgå en miljøvurdering (VVM-vurdering). HOFOR har i denne forbindelse udarbejdet en miljøkonsekvensrapport for det nye vandværk. Da der er et tidsmæssigt sammenfald mellem projektet og lokalplanen er miljøvurderingen samtidig en miljøvurdering af lokalplanen.

Miljøkonsekvensrapporten omfatter følgende emner:

  • Jordhåndtering
  • Grundvand
  • Overfladevand 
  • Natura 2000
  • Bilag IV-arter
  • Støj og vibrationer
  • Landskab og visuelle forhold
  • Friluftsliv og rekreative interesser

Miljøkonsekvensrapporten og tilhørende bilag, sammenfattende redegørelse samt VVM-tilladelse (§ 25) med videre ligger som bilag til lokalplan 1098 på lokalplaner.koege.dk under fanen LOKALPLANFORSLAG.

Som supplerende materiale i tilknytning til miljøkonsekvensrapporten er desuden vedlagt fire udkast til udledningstilladelser til det nye vandværk ved Regnemark. Desuden er der vedlagt en afgørelse fra Miljøstyrelsen om merudledning af kvælstofholdigt vand fra det nye vandværk til Køge Bugt.

Høringsperiode

Forslag til lokalplan 1098 Værket ved Regnemark har sammen med miljøkonsekvensrapporten med tilhørende bilag været sendt i høring fra den 14. september 2023 til den 9. november 2023.

Du kan læse de høringssvar, der er kommet i høringsperioden og kommunens bemærkninger hertil på lokalplaner.koege.dk under fanen GÆLDENDE LOKALPLANER ved at vælge høringssvar i menuen til venstre, når du er klikket ind på lokalplanens egen side.

Køge Byråd har besluttet

  •  at vedtage lokalplanen uden ændringer i forhold til forslaget,
  • at vedtage en sammenfattende redegørelse på baggrund af miljøkonsekvensrapporten og den offentlige høring samt,
  • at give VVM-tilladelse (§ 25) til projektet.

Retsvirkninger

Når en lokalplan er vedtaget endeligt og offentliggjort, træder lokalplanens retsvirkninger jf. planlovens §18 i kraft. Det betyder, at ejendomme, som er omfattet af lokalplanen kun anvendes, udstykkes og bebygges i overensstemmelse med lokalplanen.

Eksisterende lovlig anvendelse kan dog fortsætte efter offentliggørelse af lokalplanen, også selvom det er er i strid med lokalplanen.

Klagevejledning

Køge Kommunes afgørelser om vedtagelse af planer kan påklages efter reglerne i planlovens § 58.

Der kan kun klages over retlige spørgsmål. Det kan f.eks. være, hvis du mener, at en plan ikke er lovligt tilvejebragt og/eller offentliggjort. Der kan ikke klages over skønsspørgsmål. Det kan f.eks. være, hvis du ikke mener, at en plan er hensigtsmæssig, eller hvis du er utilfreds med indholdet i planen.

Afgørelsen om VVM-tilladelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet jf. miljøvurderingslovens § 49. Klageberettiget er enhver med retlig interesse i sagens udfald og af landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer, jf. miljøvurderingslovens § 50.

Din klage skal sendes til Planklagenævnet/Miljø- og Fødevareklagenævnet gennem klageportalen, som du får adgang til via naevneneshus.dk. Klagen skal indsendes inden 4 uger efter den offentlige bekendtgørelse af planen. For at klage skal der betales et gebyr med betalingskort via Klageportalen. Du kan læse mere om gebyrordningen og klage på klagenævnets hjemmeside (Nævnenes hus).

Klagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, kan du sende en begrundet anmodning til Køge Kommune, som videresender din anmodning til Klagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. 

Hvis du vil indbringe en afgørelse for Domstolen skal det ske inden 6 måneder fra offentliggørelse af afgørelsen jf. planlovens § 62.

Du kan finde yderligere oplysninger om klagereglerne på naevneneshus.dk.

Lokalplan 1098 Værket ved Regnemark og VVM-tilladelse er offentliggjort den 4. januar 2024.

Informationer

Links

Hold dig opdateret om Køge Kommune

Køge Kommune
Torvet 1
DK-4600 Køge
CVR-nr. 29189374
Akut hjælp

Telefon: +45 56 67 67 67
raadhus@koege.dk

Rådhusets åbnings- og telefontider

Nyttige genveje